Der går bluespsykedelika i den her i foråret 2018, når The Pocket Players tager på turné. Vi spiller en lille række koncerter med vores egne blueskreationer, med Atomkraftværket Ole Bech i front, samt den mesterlige rytmegruppe Henrik Poulsen (bas) og Søren Poulsen (trommer). Undertegnede spiller tangenterne.
En af de nye bands jeg leger med er sangskriverduoen Lunau&Sund. De skriver nogle smukke, relevante og spændende sange på dansk, og spiller og synger begge to fantastisk. Vi er i fuld gang med at lave et album, hvor jeg både spiller og er medproducer. Vi spiller bandkoncert på Dexter i Odense, d.11/1-18, og jeg glæder mig til at præsentere sangene. Bandet er Trine Lunau (sang/Harmonika), Peter Sund (sang/guitar), Bo Gryholt (bas), Peter Dombernowsky (trommer/percussion), Palle Hjorth (tangenter).
LINK TIL DEXTER
En ting bliver helt anderledes i 2018. Jeg er ikke længere med i Savage Rose. Jeg har siden 2006 været med til den ene store oplevelse efter den anden, har lavet 4 skønne albums og mødt en bunke skøre og spændende mennesker. 2017 var et vildt år, der sluttede af med 24 stort set udsolgte koncerter og en FORRYGENDE ANNISETTE. Det var fantastisk. Jeg savner det allerede, men ønsker dem alle glæde og kærlighed på deres videre færd. Jeg ved der kommer store oplevelser i 2018, hvor Annisette fylder 70. Skynd jer at købe billet.
Her får I lige en af mine absolut største oplevelser med Annisette, og faktisk i det hele taget. Tak for rejsen.
2017 har været et vanvittigt år, med kæmpe oplevelser. En stor drøm blev opfyldt, nemlig at stå på Orange Scene sammen med Savage Rose. Jeg har mødt et hav af fantastisk mennesker og musikere i 2017, og har spillet en masse skøn musik. Peter Sommer og Poul Krebs fylder meget i min kalender, og jeg glæder mig til at lege meget mere med dem i 2018. Ligeledes er jeg i meget tæt samarbejde med min gode ven Gorm Bull, og vi kommer i 2018 med både en bog om digteren Morten Nielsen, et Album med tekster af Morten Nielsen samt et album, “ALT ER NU”, med egne sange. Herudover er jeg begyndt at arbejde med parret Lunau/Sund, som udspringer af folkemusikken på Fyn. Fantastiske sange på dansk, med Trines skønne stemme. JEG GLÆDER MIG.
Det går meget godt i Frimer Band. Nu har de lokale også fået øjnene op for den megen omtale i bl.a. USA, England, Polen, Holland, Norge og Belgien.
Ole Frimer Band har i den grad haft er herligt år. Vi har rejst rundt med vores to seneste Albums i bagagen, og har fået virkelig meget, og positiv, respons.
Det har været en dejlig sommer i selskab med bl.a. Poul Krebs Band. Vi har haft nogle skønne oplevelser rundt om i Danmark. Der har også været andre store oplevelser med f.eks. Ole Frimer Band til Århus Jazzfestival, gendannelsen af Forgetting Feet til Cph. Jazzfestival og ikke mindst The Savage Rose i DR’s Koncertsal. Og sådan kunne jeg fortsætte. Her er vores udsigt fra scenen på Smukfest 2015, efter koncerten med Krebs. Derudover kan du se hele koncerten med Signe Svendsen, ligeledes fra Smukfest 2015.
I sidste uge døde Christer Jansson, 51 år gammel. Jeg spillede sammen med ham i Poul Krebs Band, og har sjældent mødt en mere engageret, givende og empatisk musiker. Vi nåede på den korte tid vi kendte hinanden, at få en masse skønne menneskelige og musikalske oplevelser sammen. Et venskab var på vej, og jeg savner ham meget ved min side på scenen.
I får lige en optagelse fra Lundgaard-studiet, hvor vi spiller med Poul Krebs og Lisa Nilsson.
Jeg har været med til at lave denne skønne single fra Anders Graae. I iøvrigt fremragende selskab med d’herrer Thomas Alstrup og Peter Dombernowsky! Tag en lytter, eller ganske enkelt, KØB DEN og tag mange!
Foto: Jens Wognsen
Så er vi igang med Michael Falch og Poul Krebs. I lørdags gav vi en smagsprøve i Den Fynske Landsby, på vores planlagte 2016-koncerter. Nu glæder vi os endnu mere.
Simon Staun fra Fyens.dk var HELT med.
ANMELDELSE:
Poul Krebs og Michael Falch går i studiet med uhørt selvtillid efter én af den slags koncerter, såvel band som publikum husker resten af livet
Koncert
Poul Krebs og Michael Falch
Jeg glemmer aldrig min første koncert med Poul Krebs. Det var for præcis 20 års siden til byfest i Suldrup i Himmerland. Min gode ven Jan blev så begejstret, at han tog min nye Levis-trøje, som han havde lånt, og smed den i hovedet på Poul Krebs. En værdig offergave, skulle jeg mene.
Min første koncert med Michael Falch var præcis 10 år senere på Langelandsfestivalen, hvor jeg hulkede mig gennem det meste af koncerten, fordi det var så forbandet rørende. Den glemmer jeg heller aldrig.
Sammen med de mere end 2000 ellevilde tilskuere i Den Fynske Landsby kan jeg roligt konkludere, at jeg om både 20 og 30 år vil se tilbage på denne koncert, som noget nærmest overjordisk. Lad mig forklare hvorfor.
Der har aldrig – som i aldrig nogensinde – stået så kompetent et dansk band på scenen i Den Fynske Landsby. Det her er en cremen af den destillerede creme af dansk rockmusik. Brødrene Skjærbæk på bas og guitar, Peter Dombernowsky på trommer, Christoffer Møller og Palle Hjorth på tangenter samt Rune Kjeldsen på guitar. Enhver musikelskers våde drøm af et band. Musikerne er plukket fra Krebs’ og Falchs respektive bands, og de fungerer ikke bare sammen. De swinger som en nymalet gynge på lykkepiller.
Lyden. Oh, den lyd. Mange udendørs koncerter lider under dårlige lydforhold, men i aften er der dømt hifi-smør direkte i øregangen. Alle instrumenter står tindrende klart, og stemmerne leviterer elegant derover.
Publikum, lad mig for guds skyld ikke glemme dem. Respektfuldt, tændt, festligt, dedikeret og fokuseret. Til tider euforisk og med rette. Som Poul Krebs rosende skærer det ud i pap: “Hvis det bliver en lorteplade, vi laver efter den her koncert, er det i hvert fald ikke jeres skyld”.
Sindssygt smukt klimaks
Koncerten i Den Fynske Landsby er den eneste i landet, inden duoen og bandet går i studiet. Det fynske publikum får æren af en håndfuld nye sange, og ikke mindst åbningssangen “Tomandshånd” understreger, at kemien mellem de to sangere og sangskrivere er unik.
Faktisk er “god” en underdrivelse af rang i aften. For Krebs og Falch minder om to forårskåde køer, der netop har boret mulen i friske firkløvere. Som et dansk band synger, vil begejstringen ingen ende tage. Jeg har aldrig set Poul Krebs så elektrisk ekstatisk. Hvert eneste dansetrin, hvert eneste vink og det kroniske smil er lige så autentisk, som de århundrede gamle huse på den anden side af hegnet.
Michael Falch kan heller ikke få nok. På Krebs’ sang “Bjergene på Mols” synger han omkvædet “sha-la-la-la-la-la”, som er det et guddommeligt mantra.
Men hvad spillede de så. Jamen … Alt. “Den eneste i verden”, “Mød mig i mørket”, “Superlove”, “Johnny han var lige ved at blive sindssyg”, “Sådan nogen som os” og “De vildeste fugle”. Foruden 15 andre gennemførte sange. Ofte i omarrangerede versioner, hvor de skiftevis synger kor og for hinanden.
Sangen om Johnny er hadet og elsket, men alle kritikerne burde have lyttet til aftenens version med følsom piano-akkompagnement og et sindssygt smukt klimaks, hvor drømmeduoen og bandet løfter hverdagspoesi til nye højder. Genialt gribende som resten af koncerten.
Om koncerten
Den Fynske Landsby, lørdag: Poul Krebs og Michael Falch
Af Simon Staun
sim@fyens.dk
