Foto: Jens Wognsen
Så er vi igang med Michael Falch og Poul Krebs. I lørdags gav vi en smagsprøve i Den Fynske Landsby, på vores planlagte 2016-koncerter. Nu glæder vi os endnu mere.
Simon Staun fra Fyens.dk var HELT med.
ANMELDELSE:
Poul Krebs og Michael Falch går i studiet med uhørt selvtillid efter én af den slags koncerter, såvel band som publikum husker resten af livet
Koncert
Poul Krebs og Michael Falch
Jeg glemmer aldrig min første koncert med Poul Krebs. Det var for præcis 20 års siden til byfest i Suldrup i Himmerland. Min gode ven Jan blev så begejstret, at han tog min nye Levis-trøje, som han havde lånt, og smed den i hovedet på Poul Krebs. En værdig offergave, skulle jeg mene.
Min første koncert med Michael Falch var præcis 10 år senere på Langelandsfestivalen, hvor jeg hulkede mig gennem det meste af koncerten, fordi det var så forbandet rørende. Den glemmer jeg heller aldrig.
Sammen med de mere end 2000 ellevilde tilskuere i Den Fynske Landsby kan jeg roligt konkludere, at jeg om både 20 og 30 år vil se tilbage på denne koncert, som noget nærmest overjordisk. Lad mig forklare hvorfor.
Der har aldrig – som i aldrig nogensinde – stået så kompetent et dansk band på scenen i Den Fynske Landsby. Det her er en cremen af den destillerede creme af dansk rockmusik. Brødrene Skjærbæk på bas og guitar, Peter Dombernowsky på trommer, Christoffer Møller og Palle Hjorth på tangenter samt Rune Kjeldsen på guitar. Enhver musikelskers våde drøm af et band. Musikerne er plukket fra Krebs’ og Falchs respektive bands, og de fungerer ikke bare sammen. De swinger som en nymalet gynge på lykkepiller.
Lyden. Oh, den lyd. Mange udendørs koncerter lider under dårlige lydforhold, men i aften er der dømt hifi-smør direkte i øregangen. Alle instrumenter står tindrende klart, og stemmerne leviterer elegant derover.
Publikum, lad mig for guds skyld ikke glemme dem. Respektfuldt, tændt, festligt, dedikeret og fokuseret. Til tider euforisk og med rette. Som Poul Krebs rosende skærer det ud i pap: “Hvis det bliver en lorteplade, vi laver efter den her koncert, er det i hvert fald ikke jeres skyld”.
Sindssygt smukt klimaks
Koncerten i Den Fynske Landsby er den eneste i landet, inden duoen og bandet går i studiet. Det fynske publikum får æren af en håndfuld nye sange, og ikke mindst åbningssangen “Tomandshånd” understreger, at kemien mellem de to sangere og sangskrivere er unik.
Faktisk er “god” en underdrivelse af rang i aften. For Krebs og Falch minder om to forårskåde køer, der netop har boret mulen i friske firkløvere. Som et dansk band synger, vil begejstringen ingen ende tage. Jeg har aldrig set Poul Krebs så elektrisk ekstatisk. Hvert eneste dansetrin, hvert eneste vink og det kroniske smil er lige så autentisk, som de århundrede gamle huse på den anden side af hegnet.
Michael Falch kan heller ikke få nok. På Krebs’ sang “Bjergene på Mols” synger han omkvædet “sha-la-la-la-la-la”, som er det et guddommeligt mantra.
Men hvad spillede de så. Jamen … Alt. “Den eneste i verden”, “Mød mig i mørket”, “Superlove”, “Johnny han var lige ved at blive sindssyg”, “Sådan nogen som os” og “De vildeste fugle”. Foruden 15 andre gennemførte sange. Ofte i omarrangerede versioner, hvor de skiftevis synger kor og for hinanden.
Sangen om Johnny er hadet og elsket, men alle kritikerne burde have lyttet til aftenens version med følsom piano-akkompagnement og et sindssygt smukt klimaks, hvor drømmeduoen og bandet løfter hverdagspoesi til nye højder. Genialt gribende som resten af koncerten.
Om koncerten
Den Fynske Landsby, lørdag: Poul Krebs og Michael Falch
Af Simon Staun
sim@fyens.dk